Facebook-hit: Indbrudstyv taget på fersk gerning

Natten til onsdag forsøgte en indbrudstyv forgæves at trænge ind til en købmand i Thy. Tyven måtte dog opgive, imens han blev filmet.

En indbrudstyv blev taget på fersk gerning og efterfølgende gjort til offentlig skue på de sociale medier, da han tidlig onsdag morgen forsøgte at bryde ind i en købmand i Thy. Det oplyser TV MIDTVEST.

Købmand Henrik Poulsen vågnede klokken 04:00 ved, at det puslede under privaten, som ligger lige over købmandsbutikken i Sjørring.

- Jeg hørte, de brækkede i døren nedenunder ind til butikken, fortæller Spar-købmand Henrik Poulsen til TV MIDTVEST.

Det forskrækkede dog ikke købmanden, som selv to affære.  

- Så åbnede jeg vinduet og begyndte at lyse på dem og spurgte, om ikke de skulle til at videre, siger han.

Og ganske rigtigt, det skulle de. Straks stak tyvene af.

Købmanden fortæller, at der ud over indbrudstyven, sad to mænd og ventede i en Opel Corsa. Den stak de alle tre af i, efter at købmanden havde råbt til dem.

Købmanden har indbrudsforsøget på overvågningskamera, og denne video har han lagt ud på Facebook med en humoristisk kommentar. 

Her hitter det kejtede indbrudsforsøg, som torsdag middag har haft 54.000 visninger og næsten 600 delinger.

Af videoen fremgår det, at tyven ikke er speciel ferm til sit job.

- Det er et koben ude fra Fætter BR. Om han så havde fået en halv timer til det, så tror jeg ikke, han var kommet ind. Han har ikke kunnet åbne en dåse tun med den, siger købmanden.

Politiet oplyser, at bilen er meldt stjålet fra Thisted midtby tirsdag ved 14-tiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland