Facebookgruppe vil have ”Norskov” tilbage

02:46

Over 4000 medlemmer af facebookgruppen "Bevar Norskov" kæmper for at få serien tilbage på TV2.

En Facebookgruppe kræver, at TV2 lader serien "Norskov" vende tilbage på skærmen.

I efteråret rullede TV2 serien ”Norskov” over skærmen. Én enkelt sæson blev det til, så valgte TV2 at stoppe serien. Men det er der mange seere, der er utilfredse med. De kæmper nu sammen via facebook-gruppen ”Bevar Norskov” for at få serien tilbage.

På godt en måned har Facebook-gruppen fået over 4000 medlemmer. Det er både unge og ældre og de kommer fra hele Danmark og også fra Norge og Sverige.

Facebook-gruppens stifter Hanne Rydahl Thomsen valgte at starte gruppen to dage efter TV2 annoncerede at serien skulle stoppe efter sæson 1.

- Jeg synes ikke TV2 kunne være det bekendt. Vi sad her efter 10 afsnit og var egentlig ikke kommet en afslutning nærmere. Måden den sluttede på skreg efter en sæson mere. Det ku jeg ikke acceptere, så jeg tænkte at jeg var nødt til at gøre et eller andet, siger Hanne Rydahl Thomsen.

Seriens 10 afsnit blev sendt fra september til november sidste år. Men på grund af for lave seertal valgte TV2 at stoppe serien.

Gruppen ”Bevar Norskov” har tænkt sig at kæmpe for at få serien tilbage. Hanne Rydahl Thomsen har sendt flere breve til TV2 og hun har nu fået et møde i stand med fiktionschef Katrine Vogelsang sidst i januar.

- Jeg håber og gruppens medlemmer håber, at vi bliver hørt. At TV2 ikke bare kan overrumple og sige, at de har bestemt, der nu ikke skal være mere Norskov. De skal lytte til seerne, siger Hanne Rydahl Thomsen.

Katrine Vogelsang har udtalt at Norskov er en serie af høj kvalitet – det er en serie TV2 er stolte af. Men en så stor og bekostelig fiksionsserie skal ramme meget bredt og desværre er et seergennemsnit på 634.000 ikke nok til at retfærdiggøre den store økonomiske investering en sæson 2 vil kræve.

Flere nyheder fra TV2 Nord