Fælles regler skal give bedre bredbåndsdækning

Fælles regler for opstilling af master og nedgravning af bredbåndskabler skal give nordjyderne bedre mulighed for mobiltelefoni og internet.

Nyt initiativ skal dække Nordjylland bedre, når det kommer til internet og mobiltelefoni. Business Region North (BRN), som består af de 11 nordjyske kommuner og Region Nordjylland, vil lave et fælles regelsæt omkring opstilling af master og nedgravning af bredbåndskabler. 

De samme regler i alle kommuner skal styrke samarbejdet med de private leverandører og i sidste ende bane vejen for, at nordjyderne får bedre signal på mobiltelefonen og bedre adgang til bredbåndsinternet, det skriver Sæby Avis. 

– For de private teleleverandører er grænserne på kortet jo mest til besvær, fordi de skal søge om tilladelser flere steder og ofte efter forskellige regler. Derfor giver vi dem nu et klart grundlag for et tæt samarbejde, så flest mulige virksomheder og borgere på sigt kan tilbydes en fremtidssikret digital forbindelse til omverdenen, siger Lene Kjelgaard Jensen. 

Det nye initiativ skal både fjerne administrative barriere og lette procedurerne for televirksomhederne, der står for opstilling af mobilmaster og bredbåndskabler. I telebranchen er man også positive over for det nye nordjyske tiltag.

– Med en ensartet praksis mellem kommunerne, lavere omkostninger og fokus på muligheder i stedet for barrierer, skabes et langt bedre grundlag for udbygningen af infrastrukturen, siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, der er et branchesamarbejde mellem teleselskaberne i Danmark. 

De fælles regler, som BRN har udarbejdet, skal godkendes i de enkelte kommuner, før de træder i kraft. 


Seneste nyt

fra Nordjylland