Fællesskaber er penge værd: Skal I vinde 150.000 kroner?

02:16

De regionale vindere får 50.000 kroner, og landets mest fantastiske fællesskab for 100.000 kroner oveni.

Danmark hænger i høj grad sammen på grund af nogle fantastiske fællesskaber og sunde foreninger. Det skal belønnes, og der er 150.000 kroner på højkant.

Hvor findes det mest fantastiske fællesskab i den nordjyske region og i hele Danmark? Det har TV 2 Nord sat sig for at finde ud af. Derfor lancerer TV 2 Nord sammen med de øvrige TV 2 Regioner i Danmark projektet ”Fantastiske Fællesskaber”.

Frem til den 26. april kan alle foreninger og fællesskaber melde deres projekt til. En regional jury vil ud fra ansøgerne nominere ti fællesskaber, der ved sms-afstemning skal dyste om at vinde en regional pris på 50.000 kroner. 

Vinderen fra hver region går videre til landsfinalen, hvor det fællesskab, der får flest stemmer, vinder yderligere 100.000 kroner og ikke mindst titlen som Årets Fantastiske Fællesskab. Der er altså en samlet præmiesum på 150.000 kroner til det fantastiske fællesskab, der går hele vejen.

Samtlige af Danmarks otte TV 2 Regioner er med i Fantastiske Fællesskaber, og projektet støttes af Lokal- og Anlægsfonden og Tuborgfondet. Det har gjort det muligt at løfte projektet til at være landsdækkende og samtidig sikre en stor gennemslagskraft i alle dele af landet.

- For at give danskerne indsigt i de fællesskaber, som de kan stemme på, vil der blive produceret en lille portrætfilm om hver af de i alt 80 nominerede foreninger fra hele landet. Filmene kan i løbet af september ses på TV 2 Regionernes hjemmesider, de bliver delt på Facebook, og de bliver også broadcastet på tv, fortæller Ingrid Buch fra TV 2 Nord.

Flere nyheder fra TV2 Nord