Fængselsstraf til trafikdræbt piges far

Foto: Tv2nord.dk

Vestre Landsret har stadfæstet en fængselsdom til en mand for trusler, efter han mistede sin datter i en trafikulykke.

En mand fra Hjørring har fået stadfæstet sin dom på 20 dages betinget fængsel for trusler.

Mandens 17-årige datter blev dræbt i et trafikuheld tilbage i 2007. Efterfølgende lod faderen sig interviewe til Ekstra Bladet, og her udtalte han ifølge anklageskriftet:

- Hvis jeg finder ham, slår jeg ham ihjel. Det lille møgsvin fik kun et års fængsel og var ude efter syv måneder. Straks begyndte han at køre bil igen. Han har simpelthen ingen straf fået. Hvis jeg møder ham, smasker jeg ham med min hjulnøgle.

Det fandt Retten i Hjørring tilbage i marts sidste år strafbart og idømte manden fængselsstraffen. Og det er den afgørelse, der nu er stadfæstet i Landsretten.

Den dømtes 17-årige datter mistede livet i en trafikulykke, da hun var passager i en bil, hvor den dengang 18-årige fører af bilen mistede herredømmet over bilen under et kapløb med en anden bil, hvor der blev kørt 150 kilometer i timen på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 70 kilometer i timen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord