Fængslet for dødstrusler

Foto: TV2/Nord

En 20-årig mand fra Aabybro er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger - tiltalt for at have truet et vidne i en voldssag. Opdateret klokken 12.56

Mandag vidnede en 19-årig mand i Retten i Hjørring i en voldssag med tre tiltalte, hvor han var blevet forurettet. Men efter han havde afgivet sin forklaring og forlod vidneskranken, fik retssagen en dramatisk drejning.

Da den 19-årige mand passerede tilhørerne til retssagen, blev han truet af en af tilhørerne med ordene "Du er en død mand."

Der er tale om en 20-årig mand fra Aabybro, der sandsynligvis er venner med de tre tiltalte i voldssagen. Han blev anholdt onsdag og torsdag formiddag blev han ved et grundlovsforhør varetægtsfængslet i fire uger. Den kendelse har den 20-årige kærret, og han nægter sig skyldig i sigtelsen.

Nordjyllands Politi ser med stor alvor på sagen.

- Vi skal jo alle kunne afgive forklaring i straffesager, uden at det giver problemer. Og det her er ekstra alvorligt, da det endda foregår i retten, siger vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring, Peter Skovbak.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord