Fængslet for knivstik mod sin storebror

Foto: Daniel Mikkelsen

Lillebror varetægtsfængslet for at stikke sin storebror med en kniv.

En 23-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for drabsforsøg, efter han stak sin 25-årige storebror i brystet med en kniv.

Grundlovsforhøret fandt sted bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Det fortæller politikommissær Lars Nørskov Jørgensen.

Den 25-årige var en overgang i livsfare. Hans ene lunge var klappet sammen, efter han blev stukket i brystet. Han er nu udenfor livsfare og ved bevidsthed. Det oplyser Lars Nørskov Jørgensen.

Knivstikkeriet fandt sted den 1. januar på Blåkildevej i Aalborg Øst. Her kom de to brødre op at skændes, og det endte med, at lillebroren stak sin storebror med en kniv i brystet. Efterfølgende ringede den 23-årige mand selv og alarmerede politiet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord