Fængslet for væbnet røveri

To 22-årige mænd erkendte tirsdag ved Retten i Aalborg at have røvet Super Spar i Vejgaard. De blev varetægtsfængslet i fire uger.

De to 22-årige mænd blev allerede anholdt umiddelbart efter røveriet i Super Spar på Doravej i Vejgaard. Røveriet skete klokken 19.30, hvor de to mænd kom ind i butikken, pressede en pistol i ryggen på en ansat og fik udleveret dagens omsætning.

De stak efterfølgende af på en scooter, men et vidne fulgte efter dem i sin bil. Da røverne på et tidspunkt væltede og fortsatte til fods, fulgte han efter dem til fods, men her truede en af røverne ham med pistolen til at stoppe

En patruljevogn fandt efterfølgende den ene røver, der gemte sig i en busk med udbyttet - og kort tid efter blev den anden også pågrebet.

De to mænd, der begge er fra Aalborg-området, blev varetægtsfængslet i fire uger. Ingen af de to mænd er kendt i forvejen af politiet for kriminalitet af den kaliber.


Seneste nyt

fra Nordjylland