Færdiguddannet og jobsøgende: Eva bliver nægtet danskundervisning

Udenlandske studerende, der vælger at blive i Nordjylland efter endt uddannelse, ender ofte bagerst i jobkøen. Arbejdsgiverne siger, at deres dansk er for dårligt.

22-årige Eva Beláková er arbejdsløs. Hun forsøger at lære dansk over spisebordet i sin lejlighed i Aalborg. Hendes danske kæreste hjælper, men de danske gloser er svære.

- Det er meget svært, fordi man læser dansk helt anderledes end man skriver det, siger Eva Beláková.

Eva har læst en bachelor i sport- og eventmanegement på University College Nordjylland, hvor undervisningen foregik på engelsk. Ved siden af fuldtidsstudiet arbejdede hun 12 timer om ugen for at få ret til S.U. Oveni studie og job forsøgte hun at tage de ugentlige 15 lektioners danskundervisning på Sprogcenter Aalborg, men hun kunne ikke magte det og endte med at droppe ud af sprogskolen.

- Det var aftenundervisning, og det var svært når jeg samtidig skulle lave lektier til studiet, siger

Evas historie er ikke enestående. Sprogcenter Aalborg har årligt cirka 1000 elever, der skal lære dansk oveni deres studier og arbejde. Halvdelen gennemfører ikke mere end to af de fem moduler på danskuddannelsen på sprogskolen.

quote Folk synes, at jeg kommer her og misbruger systemet og rejser hjem igen. Men det er ikke alle der er sådan. Jeg står i en situation, hvor jeg ikke kan komme videre i mit liv uden at kunne dansk.

Eva Beláková, Aalborg

- Danskundervisningen på sprogcenteret kommer som tredje eller fjerde prioritet. De udenlandske studerende har simpelthen ikke tid til at lære dansk i det omfang vi gerne vil. De betyder at nogen kommer ud med en stor barriere der hedder ”jeg taler ikke dansk”, og så kommer man ofte bagest i køen, når man står med en jobansøgning, siger forstander på Sprogcenter Aalborg, Henrik Olsen.

Eva er færdig med sin uddannelse på UCN og har nu masser af tid til at tage danskuddannelsen på sprogcenteret. Men nu må hun ikke. Hun har nemlig været i landet i mere end tre år, og lovgivningen siger, at så har man ikke ret til danskundervisning længere.

- Hvis man vil blive i Danmark og have et normalt liv, så skal man lære dansk. Men man får ikke chancen for at lære det, for efter tre år må man ikke længere.

Spørgsmål: Burde du ikke have taget danskundervisningen, da du havde chancen?

- Jo, det er rigtigt, men jeg kan ikke gøre fortiden om, siger Eva Beláková.

Folketinget har netop vedtaget at udenlandske studerende fremover får fem år til at få taget danskuddannelsen mod de tre år i dag. Men det kommer kun til at gælde for nye studerende og dermed ikke for Eva. Den slovakiske kvinde har fået en uddannelse, S.U. og nu også dagpenge i Danmark. Hun bliver ofte mødt med holdningen om, at udlændinge nasser på det danske uddannelsessystem, men hun synes ikke hun får chancen for at betale tilbage.

- Folk synes at jeg kommer her og misbruger systemet og rejser hjem igen. Men det er ikke alle der er sådan. Jeg står i en situation, hvor jeg ikke kan komme videre i mit liv uden at kunne dansk, siger Eva Beláková.


Seneste nyt

fra Nordjylland