Færdselsloven ophæves: Streetracere får ny legeplads i Nørresundby

Kystvejen i Nørresundby forlænges med 501 meter asfalt, dedikeret til at køre hurtigt.

Arbejdet med at anlægge en 501 meter lang bane til streetrace i forlængelse af Kystvejen i Nørresundby går snart i gang. Aalborg Kommune afsatte i budgettet for 2014 en halv million til projektet og man håber nu, at de første dæk kan brændes af på banen i slutningen af august.

Det bliver foreningen Racedays.dk, der kommer til at stå for den lovlige gadekørsel, og indtil videre har man fået tilladelse til at afholde fem arrangementer på banen der er den første af sin art i Danmark.

Og grundlægger af Racedays.dk Michael Schuster Overgaard håber på en stor succes.

- Vi satser på at der kommer mellem 500 og 1000 mennesker og omkring 100 biler per aften, fortæller Michael Schuster Overgaard.

Håbet er naturligt nok at begrænse de ulovlige væddeløb ved at skabe lovlige alternativer på - næsten - samme præmisser som når der races uden tilladelse. Men der er altså forskelle. Sikkerheden er i top, tilladelserne er i orden og alkohol i blodet tolereres ikke.

- Det kommer til at tiltrække mange af dem, der har kørt ulovligt og også mange som har haft bilen til at holde i garage, fordi de ikke har villet køre ulovligt. Og så er der jo altid dem, der vil være på tværs, og som ikke kommer og deltager, siger Michael Schuster Overgaard.

Banen bliver en forlængelse af Kystvejen i Nørresundby, og projektet har været i høring, hvor det ifølge grundlæggeren af Racedays.dk er blevet mødt med protester.

- Meget af det skyldes uvished og også at pressen har været gode til at vise den grimme del af streetrace hvor unge mænd har brændt dæk af med en øl i hånden.


Seneste nyt

fra Nordjylland