Færdselsuheld blokerede Ringvejen i Hjørring

Foto: Per Frank Paulsen

Den lave eftermiddagssol fik fredag eftermiddag to biler til at forulykke i udkanten af Hjørring. Den ene fører blev kørt til sygehuset med nakkesmerter.

Den lave eftermiddagssol spillede fredag eftermiddag en kvindelig bilist et puds, da hun kom kørende i sydgående retning af Ringvejen i Hjørring.

På strækningen mellem Sæbyvej og Bispensgade bemærkede hun ikke, at bilen foran hende tog farten af, og så endte det med et sammenstød.

Både Nordjyllands Politi, en ambulance og beredskabet kom til stedet. Kvinden i den påkørte bil klagede over nakkesmerter og måtte derfor hjælpes sikkert ud af bilen af flere reddere.

- De to biler blokerede hele Ringvejen og fik da også skabt lidt kø, men vi fik hurtigt ryddet så meget op, at det ene spor var farbart, fortæller indsatsleder Thomas Andersen fra beredskabet i Hjørring.

Kvinden med nakkesmerterne blev kørt til tjek på sygehuset i Hjørring, mens kvinden i den bageste bil tilsyneladende slap uden knubs.

Ringvejen er nu igen helt farbar, siger Thomas Andersen.

Har du et godt tip?