Færdselsuheld spærrede hovedvej

Foto: Per Frank Paulsen

To personbiler var tirsdag aften involveret i et uheld, som betød at hovedvej A13 var spærret i sydgående retning ved Aalestrup.

Hovedvej A13 var tirsdag aften spærret i sydgående retning ved Aalestrup, efter at der skete et færdselsuheld på strækningen. To personbiler var involveret i uheldet, men ingen af personerne i bilerne kom alvorligt til skade.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Uheldet på hovedvejen skete klokken 18.48 og hovedvejen var i mere end en time spærret i sydgående retning. Omkring klokken 20 var vejen atter farbar.

Uheldet skete ifølge politiet, da en 26-årig kvinde påkørte en forankørende bil, som var i færd med at svinge til højre. Den bil blev ført af en 20-årig mand, og en 14-årig pige samt en 17-årig ung mand var passagerer i bilen.

Den 26-årige kvinde blev kørt til Aalborg Universitetshospital med lettere skader på begge ben. Den 20-årige mand og den 14-årige pige måtte også en tur omkring hospitalet med overfladiske skader. Den 17-årige slap uskadt fra uheldet.

Flere nyheder fra TV2 Nord