Færgetaksterne falder efter sommerferien

Et enigt Folketing har i dag vedtaget det landevejs-princip, der skal gøre det billigere at sejle med ikke-statslige færger til de danske øer.

For tredje gang på tre år bliver der nu lavet ændringer, der betyder, at de danske ikke-statslige færgeruter til danske øer kan sætte billettaksterne ned. 

Det er det såkaldte landevejsprincip, der efter sommerferien indføres. Landevejs-princippet betyder, at det skal koste det samme af sejle en distance, som det ville koste at køre den i bil. 

- Lavere færgetakster har allerede givet vækst og udvikling på øerne. Nu går vi et skridt videre. Den lov, vi har vedtaget, betyder, at landevejsprincippet gradvist bliver udvidet til hele året bortset fra i sommerferien. Det vil gavne turismen, samtidig med at det vil gøre det lettere at bo og drive virksomhed på øerne, siger økonomi- og indenrigsminister, Simon-Emil Ammitzbøll (LA), i en pressemeddelelse. 

Det er tredje gang indenfor de seneste tre år, at politikerne har besluttet at gøre færgetaksterne billigere. Første gang var i 2015, hvor 30 øer fik mulighed for nedsættelse af færgetaksterne for godstransport med op til 80 procent. Anden gang var sidste år, hvor det blev muligt at sætte færgetaksterne for passagerer ned i de perioder, der grænser op til skolernes sommerferie.

Landevejs-princippet skal gradvist indføres over de næste tre år, hvor de kommuner, der kan benytte sig af de nye regler får tilført tilskud over de næste tre år. I alt bliver der over de næste tre år givet 52,7 millioner kroner i tilskud. 

Kommunerne kan begynde at benytte sig af tilskuddene efter sommerferien i år. Herefter kommer de billige takster til at gælde hele året undtaget sommersæsonen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland