Færre fly over Aalborg

Foto: Lars Lyngdahl

Mindre tilbagegang i lufttrafik til og fra Aalborg. Påsken får skylden.

April måned 2014 har ikke været ligeså travl som april måned forrige år for Aalborg Lufthavn, der har oplevet en tilbagegang i flytrafikken på 3,1 procent. 3462 færre har benyttet sig af flytrafik fra Aalborg, men det er ikke noget, der giver dybe panderynker hos lufthavnsdirektionen.

- Tilbagegangen i april er helt forventelig, idet påsken og dermed erhvervslivets fridage har betydet mindre aktivitet på indenrigs- og udenrigstrafikken, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen i en pressemeddelelse.

Søren Svendsen siger videre, at det nærmest er kutyme i branchen at ligge tallene for marts og april sammen for at undgå påskeudfald tallene.

- Efter den øvelse ses en total fremgang på 6,5 procent i marts og april 2014 i forhold til marts og april 2013, siger Søren Svendsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord