Færre søger om adoption

Antallet af adoptionssøgende er faldet drastisk de sidste fem år.

Kristin Manstrup fra Nørre Sundby har sammen med sin mand adopteret et barn fra Columbia. Hun mener blandt andet , at Statsforvaltningernes adoptionskurser skræmmer mange væk.

- Det er enormt psykisk hårdt. Man bliver præsenteret for alle de værste scenarier ved at adoptere. For eksempel et barn, der er undfanget ved incest eller voldtægt, fortæller hun til P4 Nordjylland.

I 2005 søgte 736 enlige og par om adoptionsgodkendelse. I 2010 var det faldet til 489. Adoptionscoach, Trine Brix, har også et bud på, hvorfor færre søger.

- En adoption er dyr, så det kan være på grund af folks økonomi i kølvandet på finanskrisen. Men også bedre og mere let tilgængelig fertilitetsbehandling har en indvirkende faktor, siger hun.

Hun peger desuden på, hvordan nogen lader sig afskrække af, at det er blevet sværere at få børn fra store afgiverlande som Kina. Her foretrækker man nemlig nu at bortadoptere inden for landets egne grænser.


Seneste nyt

fra Nordjylland