Færrest dødsbrande i Nordjylland

Foto: TV2/Nord

Nye tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at der har været færrest dødsbrande i Region Nordjylland i 2013.

Region Nordjylland er den region i Danmark, der har haft færrest dødsfald i forbindelse med brande. Det viser en ny opgørelse, som Beredskabsstyrelsen har lavet over dødsbrande i 2013.

I alt 70 mennesker mistede livet i Danmark i 2013, men kun 9 af de dødsfald skete i Nordjylland. Modsat skete der over dobbelt så mange dødsfald i dødsbrande i Region Hovedstaden, hvor 22 personer mistede livet.

På landsplan viser tallene, at det især er rygning, der er skyld i dødsbrandene. Mindst 31 af de 68 brande, hvor 70 mennesker mistede livet, skyldes rygning.

- De rygere, der er i risikogruppen for at forårsage en dødsbrand, er utrolig svære at trænge igennem til med traditionelle kampagner og informationsindsatser. Erfaringer viser, at de oftest bor alene, og at branden typisk opstår ved, at de taber den tændte tobak i sofaen, i stolen eller i sengen, siger Pil Storm Giersing, der er kampagnemedarbejder i Beredskabsstyrelsen.

For at forebygge dødsbrandene opfordrer Beredskabsstyrelsen, at man installerer røgalarmer i sit hjem.