Falck flytter sammen med kommunalt brandvæsen

Foto: Per Frank Paulsen

Falck forhandler med Aalborg Kommune om at lave en fælles brand-vagtcentral. Det oplyser DR Nordjylland.

Der er forhandlinger i gang, og det betyder, at Falck måske flytter ind hos det kommunale beredskabscenter.

- En af fordelene er, at vi i tilspidsede situationer hurtigt kan danne os et overblik og hjælpe hinanden, siger brandchef Torben Christensen fra Falck til DR Nordjylland.

Den nye fælles vagtcentral i Aalborg bliver den første af sin slags i Danmark, og brandchefen håber at aftalen er i hus inden sommer.

Også beredskabschefen ved Aalborg Kommune er glad for idéen.

- Det her vil være et tiltag, der gør det nemmere at skabe et samarbejde mellem beredskaberne, siger beredskabschef Jørgen Pedersen fra Aalborg Kommune til DR Nordjylland.

Sammenlægningen vil ikke koste arbejdspladser og får ingen praktisk betydning for borgerne.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord