Falsk portør stjæler livsfarlig medicin

En mand iklædt portøruniform har stjålet livsfarlig medicin fra Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

Livsfarlig medicin er blevet stjålet fra Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Tyveriet skete mandag eftermiddag, hvor en mand iklædt portøruniform stjal medicinen fra sygehusets medicinrum.

Der er blevet stjålet røde morfindråber, samt tabletter med stofferne morfin, stesolid, oxynorm og risolid.

- Vi advarer kraftigt mod medicinen, især de røde morfindråber. De er livsfarlige, siger Michael Elkjær, vagtchef ved Nordjyllands Politi. Han opfordrer til, at man straks kontakter politiet, hvis man tilbydes pillerne eller dråberne.

Sygehusets personale beskriver gerningsmanden som 25-30 år, dansk og almindelig af bygning. Han har kortklippet, brunt strithår, og var iført sorte briller med kraftigt stel og en portøruniform.

Nordjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner eller andre med oplysninger i sagen via telefonnummer 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland