Falsk profil: Marck Hansen er forsvundet

Foto: Screenshot

Den Facebook-profil der med en død mands billede kontaktede mindreårige piger er blevet slettet.

Indtil torsdag brugte en ukendt mand afdøde Nikolaj Broberg Winthers billede som blikfang på sin Facebook-profil. En Facebook-profil hvorfra han kontaktede mindreårige piger under påskud af at være en 15-årig dreng, der savner venner.

Når manden havde fået etableret kontakt, udviklede chatten sig i en krænkende retning og blandt andet Dennis Bostrups 12-årige datter fra Fyn oplevede "Marck Hansens" ubehageligheder. Blandt andet skriver han:

"Ved du hvad jeg gør ved folk, der ikke tror på mig", spørger "Marck Hansen" - "Dem knepper jeg. Skal jeg kneppe dig?"

Men nu er mandens profil blevet slettet. Efter TV2/Nord omtalte sagen torsdag aften, har mange brugere på Facebook udtrykt ønske om at få profilen lukket, og det er uvist om det er brugernes anmeldelser af profilen eller "Marck Hansen" selv der har trukket stikket og lukket profilen.

Det er nu uvist om manden blot har oprettet en ny profil under falsk navn og allerede er i gang med at kontakte nye ofre. Forældre der er bekymrede for deres børns færden på internettet kan med fordel tale med deres børn om at der er fremmede på nettet, ligesom man i disse artikler kan læse om krænkernes metoder og bevæggrunde til deres handlinger.

Flere nyheder fra TV2 Nord