Falsk røverianmeldelse

Der var tale om en falsk anmeldelse, da indehaveren af en spillecafé i Hobro forleden anmeldte et landevejsrøveri.

Den kun 22-årige indehaver af Pitstop i Hobro fortalte ellers i detaljer om, hvordan han søndag aften var blevet prajet af en kvinde med et lille barn på en rasteplads fem kilometer syd for Hobro.

Han påstod, at der var to karseklippede, bodybuildertyper der sprang på ham, da han holdt ind for at hjælpe kvinden, og at de derefter frarøvede ham dagens omsætning, som han havde liggende i bilen.

Men det hele var fri fantasi. Der fortæller vicepolitikommissær Merete Norring fra Nordjyllands Politi i Hobro.

Hun vil ikke afsløre, hvorfor den 22-årige indehaver har fabrikeret røverianmeldelsen bare én måned efter at han åbnede Pitstop-caféen.

Manden sigtes nu for falsk anmeldelse.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord