"Falske" operationer gør kirurger bedre i Aalborg

Aalborg Universitetshospital har for nyligt anskaffet sig en ny virtual reality simulator til at træne robotkirurgiske færdigheder. Simulatoren er den eneste af sin slags i Europa.

Normalt plejer de at træne deres evner på døde grise, men nu kan de spare grisene væk på Aalborg Universitetshospital. De har nemlig fået en ny virtual reality simulator, hvor kirurgerne kan øve sig på robotoperationer under meget realistiske forhold.

- Det føles næsten som om, du er inde i maven på patienten og lave en operation. Vævene ser naturtro ud, og hvis du rører ved noget forkert eller river for hårdt, så bløder det og går i stykker, fortæller robotansvarlig overlæge, Johan Poulsen.

Simulatoren kan bruges til at træne grundlæggende robotkirurgisk teknik og hele operationer. Det kan for eksempel være operationer for prostatakræft. Den er den eneste af sin slags i Europa, og derfor kommer der også kirurger fra andre lande for at prøve den.

- Jeg har prøvet at operere på mennesker før, og jeg kan fortælle, at denne maskine minder utrolig meget om den ægte oplevelse, siger Gideon Blecher, der til dagligt er kirurg i London og som i dag var på besøg i Aalborg for at uddanne sig på simulatoren.

Aalborg Universitetshospital har i mange år uddannet både danske og udenlandske kirurger. Hos dem er den nye virtual reality simulator allerede blevet et vigtigt uddannelsesredskab, da den minder så meget om den rigtige oplevelse.

- Jo bedre trænet kirurgerne er, jo bedre bliver de til at operere. Derfor kan det godt betale sig, at starte med at operere på en computer, for det gør det mere sikkert for patienterne i sidste ende, da de enkelte kirurger på den her måde kan få mere øvelse, fortæller Johan Poulsen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland