Kvinde dræbt efter en uge med chikane og trusler: - Politiet tog os ikke alvorligt

Familien til den 70-årige kvinde, som onsdag eftermiddag døde efter at være blevet stukket med en kniv to gange i halsen af en 64-årige mand, kritiserer Nordjyllands Politi for ikke at have stoppet manden i tide.

Knivdrabet på en 70-årig kvinde i Frederikshavn onsdag eftermiddag var kulminationen på en lille uge med utallige trusler, chikane og indspærring af den kvinden og to af hendes familiemedlemmer. Manden bag var den 64-årige, der torsdag er blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for drab. 

Det fortæller afdøde kvindes svigersøn, Peter Dronninglund, som står nu frem og fortæller familiens historie. 

Familien har nemlig adskillige gange henvendt sig til Nordjyllands Politi, og de mener ikke, at politiet har taget sagen om truslerne mod kvinden alvorligt. 

- Jeg synes, politiet har fejlet i flere omgange i det her, for da vi først henvendte os, var der ikke særlig meget hjælp at hente, og nu står vi her med et mistet liv, siger Peter Dronninglund. 

- Politiet grinede af os

Historien begyndte fredag i sidste uge, da familien kontaktede politiet første gang og gjorde dem opmærksomme på, at den 64-årige mand chikanerede den 70-årige kvinde.

- De grinede nærmest af os og sagde, at det havde de ikke tid til at gøre noget ved, når der ikke var en reel trussel. Der var tre familiemedlemmer, som blev tilbageholdt i en lejlighed i 1 1/2 time. Det ønsker politiet ikke at gøre noget ved, for det var ikke vigtigt nok for dem. Vi fik at vide, at hvis han stod med et våben, så kunne vi ringe igen, fortæller Peter Dronninglund.

quote De grinede nærmest af os og sagde, at det havde de ikke tid til at gøre noget ved, når der ikke var en reel trussel.

Peter Dronninglund, svigersøn

I følge svigersønnen til den nu afdøde 70-årige kvinde fortsatte truslerne fredag aften, og den 64-årige opsøgte den 70-årige kvinde på en adresse i Frederikshavn. Her lykkedes det familien at få manden til at gå. 150 meter fra boligen mødte Peter Dronninglund den 64-årige mand, og det kom til en konfrontation mellem de to mænd. 

Peter Dronninglund alarmerede politiet, og den 64-årige mand blev anholdt. Han overnattede i arresten i Aalborg, men blev løsladt igen lørdag morgen.

Drabsmand i behandling for depression

Anholdelsen fik dog ikke truslerne og chikanen til at stoppe. I stedet fortsatte den 64-årige mand med en række telefonopkald og sms'er - ikke bare til den 70-årige kvinde og hendes familie, men også til den kristne menighed i Frederikshavn, som både kvinden og den 64-årige mand begge kom i. 

Den 64-årige var også kort inde over psykiatrien i Aalborg søndag. I retten kom det frem, at han i årrække har været i medicinsk behandling for en depression.

- Det er skræmmende at tænke på, at de har haft ham inde og vende, og at han er blevet udskrevet samme dag, som han igen truer familien og min svigermor på livet, og at han vil skade os, siger Peter Dronninglund. 

De mange trusler fik i mandags familien til at anmode Nordjyllands Politi om at udstede et politi-tilhold, hvor den 64-årige mand fik forbud mod at opsøge kvinden og hendes mand. Tilholdet var dog ikke trådt i kraft, da manden onsdag eftermiddag mødte den 64-årige den nu afdøde kvinde på Føtex' parkeringsplads i Frederikshavn.

Kort tid forinden havde han købte en 14 centimeter lang køkkenkniv i varehuset.

Kvinden endte med at køre manden hjem til den boligblok, som de begge bor i. Mens de stadig sad i bilen, stak han hende to gange i halsen med kniven.

- Hvad fanden er der galt med sådan et system. Det er helt grotesk, siger Peter Dronninglund. 

Politiet undersøger sagen

Nordjyllands Politi har i dag, torsdag, efter de blev gjort bekendt med familiens klage kontaktet familien, ligesom politiet nu vil undersøge sagen nærmere.

- Vi vil undersøge det forløb, som ligger foud for drabet. Vi undersøger, om vi kunne have gjort nogle ting anderledes, siger politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau fra Nordjyllands Politi.

Politiinspektøren bekræfter, at Nordjyllands Politi flere gange i løbet af weekenden var i kontakt med både den sigtede 64-årige mand, den nu afdøde kvinde og hendes familie om forskellige forhold. 

- Vi efterforsker stadig sagen, så jeg kan ikke komme ind på nærmere detaljer, siger Marianne Vestergaard-Lau.

Familien til den 70-årige kvinde, der onsdag blev dræbt i Frederikshavn, kritiserer i dag Nordjyllands Politi for ikke at tage deres henvendelser om den sigtedes chikane af offeret og hendes familie seriøst.

Seneste nyt

fra Nordjylland