Familiemedlemmer nægter at vidne

Tre familiemedlemmer er indkaldt til at vidne imod 25-årig afghansk mand fra Hadsund i en grov vold- og mishandlindssag.

Lillesøster, storesøster og svoger valgte alle at sige til dommeren, at de ikke ville udtale sig i sagen. Det har man ret til ifølge loven, når man er blandt den tiltaltes nærmeste.

Den 25-årige forklarede selv i retten at han slog sin 19-årige lillesøster med en 5 meter lang ledning, der var foldet som en fire-leddet pisk. Han nægter at overfaldet var æresrelateret.

Den 25-årige mand er også tiltalt for vold og trusler imod sin storesøster og hendes mand under en episode i Aars i 2010. En sagsbehandler fra kommunen beskrev for retten, at hun efter episoden sendte parret på krisecenter på Sjælland. Den 25-årige nægter dette forhold.

Den 25-åriges kæreste var også indkaldt som vidne i sagen. Hun startede dog med at fortælle, at hun ikke var hans kæreste længere, efter alt det rod hun syntes, han har lavet.

Anklager Peter Rask vil have den 25-årige idømt en fængselsstraf samt udvist fra Danmark.

Under sagen blev den tiltaltes lillesøster - ikke offeret men en yngre søster - smidt ud af retssalen, efter at hun havde råbt op og kritiseret tolken, som hun mente oversatte fejlagtigt.

Sagen fortsætter på fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland