Mistede flere tusinde kroner: Købte bil af svindler

Familien Dahl fra Skagen troede, de havde købt en ny bil. Men i stedet var de blevet snydt af en onlinesvindler.

Familien Dahl fra Skagen er blevet godt og grundigt snydt. Det begyndte ellers godt, da de sidst i marts søgte en ny bil på nettet og fik en henvendelse fra en mand, som kaldte sig Jesper.

- Han var bare så god en sælger og han var meget, meget overbevisende, siger Signe Dahl fra Skagen.

Manden hævdede at han havde den type bil, som familien søgte - og med deres gamle bil i bytte lød den endelige pris på lidt over 16.000 kr.

-Han får os simpelthen overbevist os om, det nok skal gå og det er rigtig nok, det her, siger Signe Dahl

Familien overførte i alt 16.180 kr. Men på dagen, hvor bilen skulle overdrages, dukkede hverken sælger eller bil op.

- Når vi har hørt om, at sådan noget er sket, har vi altid sagt at, ej, hvor er folk bare dumme. Nu er det bare os selv, der er hoppet i med begge ben, siger Signe Dahl.

Familen Dahls historie er langtfra enestående. De seneste dage har vi her på TV2 Nord fortalt flere historier om nordjyder, der har været udsat for svindel på nettet. En af dem er Jesper Hegaard. Den samme svindler, som snød familien Dahl for en bil, misbrugte Jesper Hegaards navn og personlige oplysninger til at franarre adskillige personer deres penge.

- Torsdag, fredag, lørdag er jeg blevet kontaktet af folk, der havde købt alt fra plankegulv, til traktorer, til autolift, til kikkertsigte, til rifler og kamera og linser. Alt sammen af en Jesper Hegaard i Skagen, fortæller Jesper Hegaard.

Sagerne er for længst meldt til politiet, men hverken Jesper Hegaard eller familien Dahl er tilfredse med politiets håndtering af sagerne.

- Man kommer ingen vegne, man får ingen hjælp, som man har krav på i retssamfund. Det er ubehageligt, at ens familie også bliver inddraget i det her, siger Jesper Hegaard.

- Så får vi bare at vide, at det går ikke hurtigere af at du ringer ind - og nej selvfølgelig skal det heller ikke det - men man føler bare ikke man bliver taget seriøst.

Hos Nordjyllands Politi lyder argumentet, at det er et spørgsmål om ressourcer.

- Nordjyllands Politi er som alle andre politikredse i øjeblikket meget presset i forhold til en national opgave og i forhold til grænsehåndteringen. Og det gør vi hver dag er nødt til at prioritere meget hårdt i forhold til hvilke sager, vi tager på dagen, siger Karsten Vestergaard Hansen, chefpolitiinspektør ved Nordjyllands Politi. 


Seneste nyt

fra Nordjylland