Familien Søndergaard var sekunder fra kollision med motorcykel

Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)

René og Tina Søndergaard er glade for, at de kom sent ud af døren lørdag. Det var med til at forhindre en potentielt alvorlig trafikulykke.

Da en motorcyklist lørdag med 200 kilometer i timen bragede gennem Visby i Thy - en strækning hvor hastighedsbegrænsningen er 60 kilometer i timen - var han sekunder fra at ende i en voldsom ulykke med familien Søndergaard fra den nærliggende by Hassing. Det skriver TV Midtvest.

Familien var på vej i biografen i Struer, og René Søndergaard, der sammen med sin kone Tina og deres to sønner sad i bilen, kan takke en sten i skoen for at de nåede helskindet frem.

- Tina måtte lige sætte sig på trappen og få en sten ud af skoen, inden vi kunne komme afsted – det var heldigt, fortæller René Søndergaard til TV Midtvest.

Familien Søndergaard mødte motorcyklisten, da de på en sidevej til hovedvej 11, der går gennem Visby, var ved at bremse ned og dreje ud på vejen.

Tina måtte lige sætte sig på trappen og få en sten ud af skoen, inden vi kunne komme afsted – det var heldigt

René Søndergaard, Hassing, Thy

- Lige da vi er ved at bremse ned inden krydset, kan jeg skimte noget i øjenkrogen, og han kom eddermame stærkt og så med politiet 100 meter efter sig i civil med udrykning, fortæller René Søndergaard.

- Det var godt vi ikke kom 2 sekunder tidligere, så havde han ikke haft en kinamands chance for at undgå os, og havde han forsøgt at undgå os, var han selv kommet meget slemt til skade, siger han videre.

Læs også Motorcyklist kørte 200 kilometer i timen

Ulykken blev heldigvis afværget, og ingen kom noget til i forbindelse med motorcyklistens vanvidskørsel. Efter at have kørt zig-zag mellem bilerne på hovedvej 11 slap motorcyklisten fra sine forfølgere fra Midt- og Vestjyllands Politi. Han endte dog med at blive pågrebet alligevel. Den vej han valgte til sin flugt var nemlig Oddesundvej mod Doverodde, og det er den eneste vej til og fra Odden.

Midt- og Vestjyllands Politi afspærrede vejen og ledte sammen med lokale borgere i en time efter motorcyklisten, der til sidst opgav sin gemmeleg og kom frem fra den mark han havde gemt sig i.

Motorcyklisten var en 57-årig mand fra Nordsjælland, der nu kan se frem til et retsligt efterspil.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord