Fanger flygtet fra arresten i Frederikshavn

To vietnamesere kravlede onsdag aften ud fra et vindue i arresten og forsvandt.

Ved at kravle ud gennem et vindue lykkedes det onsdag kort før klokken 19 to vietnamesere at stikke af fra arresten i Frederikshavn.

- De kravler ud gennem vinduet og forsvinder i ukendt retning, fortæller vagtchef Michael Hæstrup fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Han kender onsdag aften ikke de nærmere omstændigheder ved flugten og kan ikke sige, hvordan det lykkedes fangerne at slippe ud gennem vinduet.

Der er tale om to mænd på 20 og 22 år. De er begge iført cowboyshorts. Den ene har en bordeaux t-shirt på, mens den anden er iført hvid skjorte.

De to mænd sad varetægtsfængslet, men vagtchefen kan ikke sige, hvad de er sigtet for.

- Vi betragter dem dog ikke som farlige, siger Michael Hæstrup.

Hvis man støder på de to fanger, skal man ikke tage kontakt til dem, men ringe 112.

Politikommissær ved lokalpolitiet i Frederikshavn Lars Jensen fortæller torsdag formiddag at man ikke har nogen spor efter de to undvegne.

- Vi har et spærrekort på dem, så politiet andre steder kan se, at vi mangler dem, fortæller han.

- Vi ved ikke helt hvor vi skal lede efter dem, for deres lokalkendskab må siges at være begrænset.


Seneste nyt

fra Nordjylland