Fængselsballade: Fanger klager over lægehjælp

De indsatte i Kragskovhede Fængsel føler sig udsatte. De mener ikke, at de får den lægehjælp i fængslet, som de har behov. Derfor står to af fængslets indsatte nu frem og fortæller om forholdene i fængslet. 

Chris Bang Jensen er indsat på sygeafdelingen i Kragskovhede Fængsel. Han har siden forrige lørdag anmodet ni gange om at blive tilset af fængslets læge, da han har kraftig tandpine fra en visdomstand. 

- Det begynder at være lidt hårdt. Jeg kan hverken spise eller sove. Jeg har de sidste fem dage kun fået yoghurt, fortæller han. 

 

Chris Bang Jensen fortæller, at den eneste behandling, som sundhedspersonalet har givet ham, er smertestillende medicin i form af panodil og ikke noget til den betændelse, som han mener er ved tanden. 

- Det har ikke hjulpet det mindste, og kæben hæver op, siger han. 

Chris Bang Jensens situation er ikke enestående. Flere indsatte fortæller lignende historier om manglende lægedækning i fængslet.

Indsat: Kan ikke få medicin 

Allan Rasmussen er en af dem. Han har været indsat i fængslet i syv måneder, og han mener, at fængslets læger ignorerer ham og andre indsatte, da han ikke kan få den medicin i fængslet, som han mener, at han har behov for.

- Alt det som Skejby sygehus og min egen læge har startet mig op i for syv år siden, da mine tarme sprang. Det tager de nu fra mig, siger Allan Rasmussen.

Det er det private firma Live-Aid, som står for lægedækningen i Kragskovhede Fængsel. En gang om ugen har firmaet en læge til stede i fængslet. Derudover har fængslet selv ansat fire sygeplejersker til at varetage den sundhedsfaglige opgave i det daglige. 

- Det er jo altid sådan, at man kan ønske sig mere, end man kan få. Lægedækningen er forsvarlig i forhold til de behov, som de har herinde og i forhold til det antal indsatte, der er, siger Institutionschef i Kragskovhede Fængsel, Lene Theilgaard.

Chris Bang Jensen døjer med tandpine, men ifølge ham har hjælpen fra Kragskovhede Fængsel ikke været optimal.
Chris Bang Jensen døjer med tandpine, men ifølge ham har hjælpen fra Kragskovhede Fængsel ikke været optimal.
Foto: Hans-Christian Lauritzen

Undersøgelse: Sundhedsbetjening er sårbar

Sundhedsbetjeningen i de danske fængsler og arresthuse har de senere år været udsat for kritik. I 2016 fik Kriminalforsorgen lavet en undersøgelse, som blandt andet påpegede, at der manglede sundhedsfaglig ledelse i fængslerne, og at sundhedsbetjeningen var sårbar og spredt. 

Allan Rasmussen mener ikke, at sundhedspersonalet har styr på de indsatte. 

- De har ikke journaler på os, og de trapper folk ud af medicin, uden at de ved, hvorfor vi får medicinen, siger han. 

quote - Det er jo altid sådan, at man kan ønske sig mere, end man kan få. Lægedækningen er forsvarlig i forhold til de behov, som de har herinde og i forhold til det antal indsatte, der er,

Lene Theilgaard, Institutionschef, Kragskovhede Fængsel

I Kragskovhede Fængsel mener fængselsledelsen, at forholdene er i orden.

- Hvis det handler om, at man mener,  at man får den forkerte medicin eller ikke er blevet tilset af en læge på den rigtige måde, så er det ikke os som fængsel, der kan gøre noget ved det, så skal man klage til sundhedsmyndighederne, siger Institutionschef i Kragskovhede Fængsel, Lene Theilgaard.

Chris Bang Jensen kom ifølge ham selv først på antibiotika i går, da en fængselsvagt tog kontakt til vagtlægen. Han har i dag endnu en gang anmodet om at blive tilset af en læge for sin tandpine. I overmorgen bliver han løsladt.

- Jeg glæder mig til onsdag. Jeg har bestilt tid ved tandlægen til torsdag, og min kæreste har i dag fået smertestillende medicin fra min egen læge, fortæller Chris Bang Jensen.

TV2 Nord har tidligere beskrevet problemer med lægedækningen i Kragskovhede Fængsel:


Seneste nyt

fra Nordjylland