Konfirmationer og bryllupper i fare: Præst overvejer at melde sig ud af fagforening

Sognepræst i Hals, Christian Roar Pedersen, vil vælge sit kald over sin fagforening, hvis det ender med konflikt og lockout til april.

Konfirmationer, bryllupper og begravelser kan fra starten af april blive umulige at gennemføre for de danske præster, hvis konflikten mellem regeringen og fagforeningerne ikke er løst inden.

Det kan i hvert fald blive scenariet, fordi præsternes fagforening, Præsteforeningen, er gået ind i konfliktvarslet på lige fod med mange andre fagforeninger for offentligt ansatte i Danmark. 

Men for sognepræst i Hals, Christian Roar Pedersen, kan en strejke eller lockout ikke forenes med det at være præst, og derfor undersøger han lige nu alternativerne, så han uanset hvad kan gennemføre sit arbejde og både vie, begrave, døbe og konfirmere sine sognebørn som planlagt i april.

Det skriver han på Facebook:

- Jeg overvejer mine muligheder, fordi jeg synes, at en eventuel storkonflikt vil ramme de forkerte. Det vil være den brede befolkning, der bliver ramt. Jeg har svært ved at forene det at være i faglig konflikt med præstejobbet, og jeg mener ikke, at præster bør være en del af storkonflikten, siger Christian Roar Pedersen til TV2 Nord.

Fanget mellem to fællesskaber

Det er især udsigten til at skulle skuffe sine konfirmander, der nu får Christian Roar Pedersen til at undersøge muligheden for at undgå at blive del af overenskomstkonflikten.

quote Jeg kan sagtens forstå, at nogle mener, at det er usolidarisk, at jeg vender mig mod min egen fagforening, men jeg er uenig med Præsteforeningen i, at præster skal være en del af konflikten.

Christian Roar Pedersen, sognepræst i Hals

- Jeg synes, at det er ærgerligt for de mange unge mennesker, der har fulgt et forløb i otte til ni måneder, og som glæder sig til at blive konfirmeret. De risikerer nu, at den kirkelige handling bliver aflyst på grund af en faglig konflikt. Det ender måske med, at de så må holde fest uden at have fået det med, som konfirmationen i bund og grund handler om, siger Christian Roar Pedersen.

Han vil ikke kunne få sig til at afvise et menneske, der har brug for en præst til at håndtere en livskrise. På den måde står folkekirkens fællesskab i kontrast til fagforeningens. Og det har da også fået flere til at deltage i debatten i opslagets tråd - både dem, der støtter sognepræsten i hans tanker, og dem, der mener, han bør stå solidarisk med de øvrige offentligt ansatte.

- Jeg kan sagtens forstå, at nogle mener, at det er usolidarisk, at jeg vender mig mod min egen fagforening, men jeg er uenig med Præsteforeningen i, at præster skal være en del af konflikten. Præsteforeningen har selv meldt sig ind i konflikten ved at udtage præster til strejke, og det synes jeg, er forkert, siger Christian Roar Pedersen.

Måske for sent at melde sig ud

Indtil videre er 44 præster i Helsingør Stift blevet udtaget til at skulle strejke fra den 4. april, hvis det ender med konflikt. Men regeringens modtræk har været at varsle lockout med virkning fra den 10. april, og her kan Christian Roar Pedersen og de øvrige nordjyske sognepræster blive berørt ved ikke at kunne udføre deres arbejde.

Ifølge regeringen vil en lockout komme til at påvirke cirka 440.000 offentligt ansatte. Dog er tjenestemandsansatte undtaget. For folkekirkens vedkommende kan det betyde, at 85 procent af de overenskomstansatte - både præster, gravere, organister, kirketjenere og så videre - bliver lockoutet. Dermed kan det reelt blive umuligt for selv tjenestemandsatte præster at gennemføre en gudstjeneste. 

Derfor er der lige nu mange konfirmationer og bryllupper på spil, hvis det ender med storkonflikt. Og det vil sognepræst Christian Roar Pedersen helst undgå.

- Jeg er ved at undersøge, om jeg kan undgå at blive en del af konflikten ved at melde mig ud. Det er lidt usikkert, om bordet fanger, når først konflikten er varslet. Det kan altså være, at det er for sent at melde sig ud nu, siger Christian Roar Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland