Far til dræbt står frem: 16-årige skal have lov til at køre bil

Carsten Andersen, far til den 17-årige pige der mistede livet i et trafikuheld onsdag, vil have de samme regler som i Sverige, hvor unge må køre med forældrene som passagerer fra de er 16.

Martina Andersen fyldte 17 år i søndags. Onsdag aften blev hun det seneste offer for unges vanvidskørsel. Hun var passager i en bil, hvor den 18-årige fører mistede herredømmet under et kapløb med en anden, hvor der blev kørt 150 kilometer i timen på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 70.

- 17 år. Hun havde hele livet foran sig - det er der ingen der har ret til! siger han til TV2/Nord.

Familien har valgt at stå frem,i håbet om at gøre en forskel. Carsten Andersen mener, at unge - ligesom i Sverige - skal have mulighed for at køre bil allerede fra de er 16, hvis der er en voksen med i bilen. Han tror det vil fjerne lysten til fart fra mange.

- Det skal selvfølgelig ikke være en på atten der sidder ved siden af, men for eksempel mig, når min dreng bliver 16. Det skal nok tage gejsten fra dem.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord