Farlig 26-årig gik til angreb: Offer reddede sig selv med en vasketøjskurv
Foto: Steen Jacobsen / Scanpix
Arkivfoto. En af ofrene måtte bruge en vasketøjskurv for at afværge knivstik fra den 26-årige.
Efter gentagende voldelige overfald vil anklagemyndigheden nu have en 26-årig mand i en sikret institution på ubestemt tid.
En af dansk lovgivnings mest vidtgående straffe er i spil, når Retten i Aalborg mandag tager hul på en sag mod en 26-årig mand: Anbringelse på en sikret institution på ubestemt tid.
Den 26-årige mand har ifølge sagens oplysninger stået bag flere farlige overfald de seneste måneder.
De fleste er gået ud over medarbejdere på en sikret institution i Sydsjælland, men før den 26-årige havnede der, stod han ifølge anklagerne bag et uhyggeligt overfald i Arden, hvor offeret reddede sig ved at beskytte sig med en vasketøjskurv.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til fredag 19. december ved Retten i Hjørring.
Her vil de tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Overfaldet fandt sted 30. december 2021 ved 07-tiden om morgenen.
Det fremgår af anklageskriftet, at den 26-årige løb frem med mod offeret med en kniv i hånden og stak ud efter manden flere gange. Den 26-årige kastede også en hylde efter offeret og forsøgte flere gange at stikke ham med en skruetrækker i brystet, men det mislykkedes, fordi offeret parerede stikkene med en vasketøjskurv.
Angreb pædagogerne
Den 26-årige mand kom senere på en institution i Sydsjælland, hvor han er tiltalt for 8. marts, 21. marts, 30. marts og 30. maj i år at have stået forskellige tilfælde af vold og trusler mod ansatte på institutionen.
I det seneste af overfaldene angreb den 26-årige ifølge anklageskriftet to medarbejdere og snittede dem på kroppen med et stykke skarpt, stift plastic, som den 26-årige var kommet i besiddelse af.
Sagens anklager vil gå efter, at den 26-årige mand skal anbringes på en sikret institution for personer med vidtgående psykiske handicap på ubestemt tid, hvis retten ellers finder den 26-årige skyldig i de alvorlige tilfælde af overfald og trusler.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan den 26-årige mand forholder sig til anklagerne.