Farlig færge afvist

Den estiske færge MS Fantaasia skulle være indsat i sejlads mellem Hirtshals, Sverige og Norge. Men søfartsmyndighederne i de tre lande har forbudt den at sejle.

En estisk færge, MS Fantaasia, lå søndag for tredje døgn tilbageholdt i havnen i Göteborg, efter at søfartsinspektører fra Sverige, Norge og Danmark har fundet så mange fejl på fartøjet, at der er blevet nedlagt sejlforbud. Det skriver Göteborg-Posten søndag.
Færgen skulle have forladt City-værftet i Göteborg torsdag for at blive indsat i sejlads mellem Langesund i Norge, Strömstad i Sverige og Hirtshals i Danmark for det norske rederi KystLink. Men søfartsinspektørerne fandt i alt 18 fejl på færgen, 12 af hvilke var så graverende, at de hver især var nok til at nedlægge forbud mod sejlads, skriver avisen.
Blandt andet var det ikke muligt at søsætte færgens redningsbåde, højttalersystemet virkede ikke, ligesom de vandtætte skodder ikke blev holdt lukkede.
MS Fantaasia, som har kapacitet til 1500 passagerer og 300 biler, ejes af det estiske rederi Tallink. De estiske søfartsmyndigheder godkendte så sent som i juni færgen til kommerciel trafik. /Ritzau/

Har du et godt tip?