Farlig trend: Beboer opdager løse hjulbolte i Nørresundby

Det er vigtigt, at man tjekker sin bil, inden man kører. Nordjyllands Politi har modtaget flere anmeldelser om løs hjulbolte. Foto: Shutterstock

Fænomenet med løsnede hjulbolte breder sig. En borger i Nørresundby kom lørdag morgen ud til løse hjulbolte på sin bil.

En voksende skare af nordjyder har de seneste dage været ude for et livsfarligt fænomen: Løse hjulbolte på deres biler.

En borger på Kløvervej i Nørresundby kom lørdag morgen ud til sin bil og opdagede, at nogen havde løsnet hjulboltene. Og dermed må man konstatere, at den livsfarlige gerning breder sig med hastige skridt i hele Nordjylland.

Torsdag gik det ud over bilister i Aars og i City Syd.

Læs også Livsfarlig trend er kommet til Nordjylland: Politiet opfordrer bilister til at tjekke hjulbolte

 Lørdag morgen fik en vågen bilist på Kløvervej sig en slem forskrækkelse, da han opdagede de løse bolte på sin bil. Og hans nabo er rasende.

- Det er sygt. Dem, der kan finde på sådan noget, er idioter. De brude have et lag tæsk og sættes ud på en øde ø, hvor de skal tvinges til at køre rundt i biler uden hjulbolte, siger John Jegstrup. Der var ikke sket noget med hans bil, da han tog på arbejde i morges.

Hos Nordjyllands Politi tager man sagen meget alvorligt.

- Det er dybt uansvarligt og kan være livsfarligt for dem, det går ud over, siger vicepolitiinspektør Niels Krongborg fra Nordjyllands Politi. 

Han bekræfter, at ordensmagten har fået flere anmeldelser om løsnede bolte.

- Jeg vil ikke ud med et præcist tal, men vi har haft nogle tilfælde over hele politikredsen. Omkring halvdelen af dem i Aalborg/Nørresundby-området og resten fordelt over hele Nordjylland. Så man kan umiddelbart udelukke, at der kun er tale om en enkelt mands værk, forklarer han.

Har du oplevet, at nogen har løsnet boltene på din bil? Så hører vi gerne fra dig. Kontakt vores journalist på mail - mind@tv2nord.dk.

Vi har mere om de løse hjulbolte i vores udsendelse lørdag klokken 19.30.

Hvis du vil være sikker, inden du sætter dig bag rattet, kan se nærmere på dette simple trick, som en mekaniker fra Roskilde er kommet frem til. Se det her.

Flere nyheder fra TV2 Nord