Fartklubben forringer trafiksikkerheden

Meld dig ind i fartklubben.dk med et års medlemskab! Vi betaler op til fire fartbøder årligt. Max. 10.000,- kr. Sådan lyder tilbuddet på hjemmesiden fartklubben.dk.

<b>Forsikring mod fartbøder</b>
Bilister kan nu forsikre sig mod fart- og parkeringsbøder med en bred vifte af tilbud. Den store pakke, der betaler op til fire fartbøder om året, koster 995 kroner - 83 kroner om måneden.

<b>Forsikring på ugebasis</b>
Men fartklubben tilbyder også et medlemskab til en uge for 59 kroner.
- Den perfekte løsning, når du lejer eller låner bil, står der om tilbuddet, som betaler bøder op til 3000 kroner.

<b>Attentat mod trafiksikkerheden</b>
Poul Winthers seneste tiltag vækker forargelse.
- Det kan vurderes som et attentat mod trafiksikkerhed. Det tilskynder til, at man kører stærkere, uden at det får konsekvenser.
Det skal ses i forhold til den sørgelige kendsgerning, at antallet af trafikdræbte er steget markant. Det her er som at putte benzin på bålet, siger dokumentationschef Jesper Sølund, Rådet for Større Færdselssikkerhed, til politiken.dk.

<b>Ingen problemer</b>
Poul Winther ser ikke det store i problem i klubben. Han skriver på hjemmesiden, at han ikke mener, klubben opfordrer folk til at køre for hurtigt.

- Fartklubben.dk opfordrer sine medlemmer til at køre fornuftigt og ser helst, at alle vores medlemmer kommer sikkert frem, samt at andre bilister på vejene kommer hjem uden uheld, men vi har forståelse for, at man i et øjebliks uopmærksomhed, hvor man sidder i sine egne tanker, kommer til at trykke lidt for hårdt på speederen. Dette udnytter myndighederne ved at opstille fartfælder på strækninger, hvor der efter vores mening ikke er behov for dette, skriver han.

<b>Fart dræber</b>
Jesper Sølund understreger, at farten er en stor dræber på de danske veje.
- Vi har aldrig haft så mange nye og sikre biler, så få spritbilister og så mange, der husker at bruge selen. Men der bliver stadig kørt meget, meget stærkt. Og for at det ikke skal være løgn, så kommer det her initiativ. Danskerne er indstillede på, at fartkontrol er et virksomt værktøj og et vigtigt redskab i trafiksikkerheden. 70 procent synes, at det er en god ting, siger rådets dokumentationschef.
Se mere i TV2/Nord i aften.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord