Fårup-forlystelse får fin international kåring

Fårup Sommerlands forlystelse "Orkanen" er af en international jury blevet kåret til en af Europas bedste stålrutsjebaner.

Fårup Sommerlands forlystelse "Orkanen" er blevet kåret som den tredje bedste stål-rutsjebane i Europa.

Det er en jury bestående af europæiske eksperter og det tyske magasin Kirmes og Park Revue, der har placeret "Orkanen" på en tredjeplads.

- Vi tror, vi har lykkes at ramme plet netop ved, at "Orkanen" både er vild og sjov - samtidig med, at børn helt ned fra 1,05 meter kan være med, siger Fårup Sommerlands direktør, Søren Kragelund, i en pressemeddelelse, og fortsætter:

- "Orkanen" udelukker ikke nogen, og på den måde under den Fårups værdier, der handler om hygge og gode oplevelser for hele familien, siger han.

"Orkanen" blev bygget og lanceret sidste år og blev med det samme kåret som anden bedste nye rutsjebane i Europa, og i år er forlystelsen altså blevet hædret igen.

Den kostede Fårup Sommerland 40 millioner og er den dyreste forlystelse i den nordjyske forlystelsespark. Den er 453 meter lang og kører både over og under vand. Hastigheden er 75 kilometer i timen, og 380.208 gæster har indtil nu prøvet forlystelsen.

Fårup Sommerland er flere gange blevet kåret som verdens tredje bedste forlystelsespark af det amerikanske magasin Amusement Today


Seneste nyt

fra Nordjylland