Farvel til "Eternitten"

En af Aalborgs ældste virksomheder Dansk Eternit skifter navn

Nu skal vi vænne os til at kalde "Eternitten" for Cembrit.

Den 80 år gamle Aalborg-virksomhed hedder ikke længere Dansk Eternit. I stedet er eksportnavnet Cembrit nu blevet hele virksomhedens navn. Det nye navn Cembrit stammer fra de gamle kimbrere, der i dag er et symbol på den jyske kraft og frihed.

<b>80 år med samme navn</b>

- Vi har haft 80 år med et godt navn og brand, så det er selvfølgelig en lille smule vemodigt at sige farvel til Dansk Eternit. Men til gengæld er jeg stolt over alt det, som det nye navn står for, nemlig at vi er blevet en lidt mere moderne virksomhed, der kaster støvet fra os og er blevet mere strømlinet, siger administrerende direktør Jørgen Jacobsen til TV2/NORD

<b>Store ændringer</b>

Der er sket store ændringer på "Eternitten" igennem de seneste år. Den egentlige produktion blev flyttet til Ungarn, Polen, Finland og Tjekkiet i 2004, og i dag er det udelukkende salg, marketing og administration tilbage i bygningerne i Aalborg.

Cembrit er lige nu i gang med at rive de tomme produktionshaller ned på grunden, og de forventer at være færdig med nedrivningen indenfor de næste 1-2 år. Dagens navneændring er dog et foreløbigt punktum for flere store ændringer i Cembrit, og det nye navn får ingen konkret betydning for medarbejderne.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord