Farvel til Lars Rasmussen

Den farverige træner, Lars Rasmussen stopper efter to sæsoner i Vendsyssel Håndbold.

Det erfarer Kanal Frederikshavn.

Efter to sæsoner i Frederikshavn har Lars Rasmussen, ifølge Kanal Frederikshavns kilder, meddelt ledelsen i Vendsyssel Håndbold, at han søger nye udfordringer.

Den karismatiske cheftræner bliver sat i forbindelse med ligaklubberne Viborg, Randers og Ringkøbing. Alt tyder på, at han præsenteres som ny cheftræner i en af disse tre klubber i løbet af meget kort tid.

Lars Rasmussen har på to år ført Vendsyssel fra bunden til toppen af landets næstbedste række. Holdet sluttede på andenpladsen i grundspillet og havde derfor chancen for at rykke op, men tabte de to kvalifikationskampe mod Skive.

Den tidligere landsholdsspiller har sat sit markante præg på Vendsyssel Håndbold. Særligt sponsorer og fans er vilde med hans engagement, temperament, udstråling, gode humør og fightervilje.

Se den berømte reportage med Lars Rasmussen


Seneste nyt

fra Nordjylland