Farvel til skimmelsvamp - goddag til nyt rådhus i Vesthimmerland

Kælderen i Vesthimmerland Kommunes rådhus har i flere år været ramt af skimmelsvamp. Derfor har kommunen valgt at bygge et nyt rådhus, der i dag blevet taget første spadestik til.

- Der er skimmelsvamp i kælderen, og det er en uholdbar situation, siger borgmester Knud Kristensen.

Borgmesteren og byrådet i Vesthimmerlands Kommune har de seneste par år måtte forholde sig til, at det nuværende rådhus har været så hårdt ramt af skimmelsvamp, at det har haft betydning for rådhusets medarbejdere.

- Vi har kendt til problemet i et par år, og derfor har der en gang om ugen været ekstra rengøring, mens nogle af vores medarbejdere har måtte sidde tre på et kontor beregnet til to, siger Knud Kristensen.

Det nuværende rådhus er fra 1971, og derfor valgte byrådet, at det ville være mere hensigtsmæssigt at bygge et nyt rådhus frem for at renovere det gamle rådhus.

-Jeg tror, vi har fundet den helt rigtige løsning for et fremtidig rådhus i Vesthimmerlands Kommune, siger Knud Kristensen.

Efter planen skal det nye rådhus, der kommer til at koste kommunen omkring 37 millioner kroner, stå klar indflytningsklar sommeren 2017. En tidsplan, der skal overholdes.

- Vi tåler ikke en forøgelse af den tidsplan, der er lagt, siger Knud Kristensen.

På grund af byggerierne af de nye supersygehuse rundt i Danmark, så er der lige nu otte til ni måneders levering på de betonelementer, der skal danne fundamentet for det nye rådhus. Men borgmester, Knud Kristensen lover, at tidsplanen ikke bliver overskredet.

- Om de så skal flyve elementerne ind fra Kina eller Grønland, det er jeg sådan set ligeglad med. Vi har en tidsplan, og den tidsplan den overholder entreprenøren. Så enkelt er det, siger borgmesteren.   

Arbejdet på det nye rådhus begynder efter planen i næste uge.


Seneste nyt

fra Nordjylland