Fashion House fik stjålet for 150.000

En butik i Hadsund har fået stjålet jakker og trøjer for 150.000 kroner i nat.

Fashion House på Storegade 17 i Hadsund blev klokken 03:30 i nat udsat for tyveri. Tyvene brød ind igennem døren og stjal jakker og trøjer for 150.000 kroner.

- Vi har ikke meget at gå efter, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg til TV2/Nord.

Fashion House har ikke videoovervågning, men det betyder ikke, at der slet ikke er spor af tyvene. Politiet vil nemlig kigge på nabobutikkernes overvågning, der måske har spor af tyvene.

De forrige år har der været en lang række tyverier af mærkevarejakker, men det vides ikke, om dette tyveri betyder, at jakketyverierne starter op igen.

Butikschef Martin Bødker er mere end almindeligt træt af aftenens ubudne gæster. Han er netop vendt tilbage fra en forretningstur i Norge, hvor han skulle udvide med endnu en butik. Nu står han med en butik i Hadsund, hvor hele efterårskollektionen er røget.

- Vi har brugt hele natten og dagen på at rydde op og hente nye varer, siger Martin Bødker til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland