FCK knækker AaB til sidst i topkamp

Ragnar Sigurdsson og Dame N'Doye scorede to sene mål for FCK, som besejrede AaB med 2-0 i Superligaen.

Det så længe ud til, at FC København for kun anden gang i denne superligasæson ville tabe point, men Ragnar Sigurdsson og Dame N'Doye ville det anderledes og scorede to sene mål i Parken, hvor det blev til en 2-0-sejr over AaB.

Sigurdssons mål små 10 minutter før tid var islændingens første for FCK, hvor han primært er backup for Mathias "Zanka" Jørgensen og Sölvi Ottesen i midterforsvaret, men med "Zanka" langtidsskadet har Sigurdsson nu fået chancen fra start.

Han scorede med hovedet efter et frispark, og kort tid efter nettede N'Doye, hvilket endegyldigt knækkede AaB.

Ubesejrede FCK fører dermed fortsat suverænt ligaen med ni point ned til FC Nordsjælland på andenpladsen.

Begge hold havde rigeligt med chancer for at score, og AaB kan være skuffede over ikke at score trods en række fine offensive takter.

AaB manglede en stor profil på midtbanen, da Thomas Augustinussen var blevet hjemme i Aalborg, hvor hans kone er højgravid med parrets andet barn og kan føde når som helst.

Hos FCK var brasilianske Claudemir til gengæld tilbage efter flere ugers skadepause, så i kampen om den centrale midtbane var det umiddelbart en fordel til københavnerne.

Men nordjyderne lod sig ikke køre over af den grund og anført af en hårdt fightende Rasmus Würtz, der har en fortid i FCK, var de i den grad med i kampen.

Begge hold havde nogle store chancer i de første 45 minutter, men AaB var tættest på en pauseføring. Angriberen Nicklas Helenius måtte dog se sit forsøg kort før pausen ramme den ene stolpe.

I anden halvleg var FCK tættest på og vandt til sidst fortjent. Det var dog en solid indsats fra AaB, der fik vist, hvorfor de bejler til en topplacering i denne sæson. Holdet arbejder benhårdt for hinanden og AaB'erne er meget direkte i angrebsspillet, når de bevæger sig fremad. En fornuftig cocktail.

Landsholdsspilleren Lars Jacobsen gjorde lyncomeback for FCK, som først fredag havde underskrevet en kontrakt med højrebacken for resten af året.

Lars Jacobsen, der spillede i FCK første gang fra 2004 til 2007, var som sædvanligt sikkerheden selv rent defensivt, og han arbejdede offensivt fint sammen med Christian Bolanos, der ved flere lejligheder blev spillet godt fri på højrekanten.

Dermed tyder alt på, at Lars Jacobsen sætter sig tungt på pladsen som højre back, hvilket ikke er godt nyt for sommerindkøbet Johnny Thomsen. Den tidligere Sønderjyske-stjerne har ellers spillet netop den plads hidtil i sæsonen.


Seneste nyt

fra Nordjylland