FCK og Bendtner giver travlhed i Hobro

Den nordjyske Superligaklub har kaldt alle mand på job.

Når Hobro næste weekend tager imod de forsvarende danske mestre, forventer klubben mere end almindelig interesse for kampen.

Som bekendt er Nicklas Bendtner blevet præsenteret som ny spiller i den Københavnske storklub, og alene chancen for at se ham løbe på banen i Superligaen, forventes at skabe stor interesse for udebanebilletterne.

- Der plejer ikke at rejse så mange FCK-fans med over, men den her gang regner vi faktisk med, at der bliver mere eller mindre udsolgt, fortæller klubbens drift- og eventchef, Henrik Hammershøj, til TV2 Nord.

Derfor vil der også blive indkaldt ekstra personale. Alt er fuldt bemandet, og der vil også blive indsat ekstra sikkerhedsfolk.

- Vi har netop haft møde om det i dag. Vi vil selvfølgelig sørge for, at der er folk nok. Også for at passe på spillerne efter kampen, så de kan komme fra banen i god ro og orden, forklarer Henrik Hammershøj.

- Men vi glæder os! Det er jo de her kampe, der gør det rigtig sjovt!

Alle billetter til hjemmebaneafsnittene er allerede solgt. De er købt af klubbens ene hovedsponsor, DS Gruppen, som fejrer 50-års jubilæum. Billetterne deles gratis ud, og kan afhentes hos Spar Nord i Hobro og Hadsund, samt hos Jutlander Bank i Hobro, Hadsund, Mariager og Arden.

Forsiden lige nu