Fedmeopererede gravide får let problemer

Fedmeopererede gravide er blevet en ny problemfyldt patientgruppe på fødeafdelingerne.

Det fortæller DR Østjylland.

En såkaldt Gastric Bypass operation kan nemlig let give problemer under en graviditet.

Blandt andet kan de gravide få tarmslyng, der i værste fald kan udvikle sig livstruende for moderen og det ufødte barn.

På Aarhus Universitetshospitals Gynækologisk-Obstetrisk afdeling er det overlæge Per Ovesen, der tager sig af de fedmeopererede gravide.

- Det er en patientgruppe, som vi ikke har set tidligere, men i det sidste års tid har der været rigtig mange, siger overlæge Per Ovesen.

På Aalborg Sygehus oplever fødselsoverlæge Ulla Christiansen samme tendens.

- Jeg sidder til hverdag med mange af dem, så for mig virker det som et rigtigt stort problem, fortæller hun.

Antallet af fedmeopererede gravide vil kun stige i de kommende år.

Sådan lyder vurderingen fra fødselslægerne, for mange af dem, der får en Gastric Bypass operation, er fødedygtige kvinder.

- Da de var meget overvægtige, havde de svært ved at opnå graviditet, men når man begynder at tabe sig, kan man opnå graviditet. Og så kommer der flere og flere af dem, siger overlæge på Aarhus Universitetshospital, Per Ovesen.

26-årige Marie Erikstrup Rasmussen fra Randers fik for 2,5 år siden en Gastric Bypass operation, og det giver hende problemer, nu hvor hun er gravid.

Hun har termin 21. februar, men 30. november sidste år fik hun konstateret tarmslyng og skulle akut under kniven.

- Jeg var rigtig bange. Jeg nåede bare at tænke, at måske klarer mit barn det eller måske gør hun ikke, fortæller Marie Erikstrup Rasmussen.

Operationen gik godt, men siden har Marie Erikstrup Rasmussen været så plaget af opkast, at hun nu er indlagt frem til fødslen.

Landets fødselslæger vil nu have landsdækkende retningslinjer for, hvordan de fedmeopererede gravide skal håndteres.


Seneste nyt

fra Nordjylland