Feggesundfærgen er ude af drift

Færgelejet på Thysiden ved Amtoft skal repareres, og det er derfor nødvendigt at indstille sejladsen i en uge.

Sætningsskaderne på færgelejet på Thysiden ved Armtoft skal repareres, og derfor sættes sejladsen på pause i en uge.  

Entreprenøren begynder arbejdet fredag den 28. oktober efter sidste afgang klokken 18:15 fra Thy. Arbejdet består i, at der skal rammes to nye pæle og støbes en ny topbjælke. I samme periode gennemgår færgen det årlige eftersyn på Thyborøn Ophalerbedding.

- Vi lægger stor vægt på, at reparationsarbejdet skal udføres så hurtigt som muligt, så kunderne generes mindst muligt af indstillingen af sejladsen. Samtidig er det også centralt at pointere, at reparationen af færgelejet er dækket af forsikringen, siger bestyrelsesformand i I/S Mors-Thy Færgefart, Viggo Vangsgaard i en pressemeddelelse.

Sejladsen er indstillet fra lørdag den 29. oktober til og med søndag den 6. november, og genoptages altså igen mandag den 7. november klokken 06:10 fra Mors og klokken 06:15 fra Thy. I den forbindelse byder færgeselskabet på en kop kaffe og et rundstykke til de morgenfriske alle hverdage fra klokken 06.10 til klokken 08.00 i uge 45 og 46. 


Seneste nyt

fra Nordjylland