Fejlfri Golding på vej mod OL-finale

Skeetskytten Anders Golding er godt på vej mod finalen ved OL.

Anders Golding ligger nummer to i den samlede stilling i OL-konkurrencen i skeetskydning.

Anders Golding har fortsat på kurs mod en dansk OL-medalje i skeetskydning. Med en fejlfri fjerde kvalifikationsrunde er danskeren rykket op på andenpladsen i den samlede stilling, hvor de seks bedste går i finalen.

På en dag næsten uden vind, og hvor regnen stoppede, netop som nordjydens gruppe skulle skyde, var han iskold og ramte alle 25 duer, så han sammenlagt har ramt 97 af 100 duer.

Golding profiterede af, at svenske Anders Nilsson fra samme gruppe bommede hele tre gange, og dermed rykkede den danske medaljekandidat fra ham og passerede samtidig Nasser al-Attiya fra Qatar.

Den regerende olympiske mester, Vincent Hancock fra USA, missede en enkelt due, og dermed er Golding kun én træffer fra førstepladsen nu.

Den anden danske deltager, Jesper Hansen, der havde en svær førstedag på banen ved Royal Artillery Barracks i Londons østlige udkant, ramte 24 duer og ligger i nederste halvdel af de 36 skytter.

Anders Golding og Jesper Hansen skyder femte og sidste kvalifikationsrunde klokken 13.00 dansk tid. Finalen skydes klokken 15.00.

/ritzau/