Fem Alternativet-kandidater er klar til regionsvalget

Alternativet stiller til regionsrådsvalget med fem kandidater og en klar modstand mod en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm.

Rundt omkring i kommunerne begynder de politiske partier og lister at blive klar med deres kandidatlister til kommunalvalget 21. november. Samme dag afholdes valg til regionsrådet, og her har Alternativet netop offentliggjort deres kandidatliste, som består af fem navne.

Listen er noget tyndt besat, hvis man ser på den nordlige del af regionen, men ellers dækker de fem et relativt bredt, geografisk område. De fem kandidater er:

Louise Ursell-Smith, Fjerritslev
Per Alstrup, Skørping
Christian Johnson, Hobro
Mette Wulff, Egense
Gustav Sieg Sørensen, Snedsted

Alternativet Nordjylland er samtidig klar med en plan for, hvad de vil arbjede med i den kommende valgperiode.

- Vi har længe arbejdet med udviklingen af vores sundhedspolitik, hvor vi heldigvis har kandidater med indsigt i både det kommunale og det regionale sundhedsvæsen. Vi tror, vi kan komme med vigtige bidrag til arbejdet med at samtænke den regionale og kommunale indsats inden for sundhed og forebyggelse, og vi er meget optagede af at se med friske øjne på sundhedsvæsenet, så der bliver plads til et mere holistisk sundhedssyn, siger spidskandidat Louise Ursell-Smith.

Også på trafikspørgsmålet har partiet lagt sig fast på en kurs.

- Vi er helt afklarede i forhold til trafik- og infrastrukturpolitikken, hvor vi er lodret imod planerne om en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm, siger Louise Ursell-Smith.


Seneste nyt

fra Nordjylland