Fem mænd tiltalt for spektakulært kupforsøg i Hune
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der var over en kvart million i hæveautomaten, men det lykkedes ikke gerningsmændene at gennemføre kuppet.
Intet gik efter planen da fem mænd i januar forsøgte at stjæle en hæveautomat med indhold i Hune. Nu skal de i retten.
Udbyttet kunne være blevet på over 250.000 kroner, da pengeautomaten ved købmanden i Hune blev udsat for et spektakulært kupforsøg tilbage i januar måned.
Planen slog fejl, og i stedet endte fem mænd, som politiet mener stod bag kupforsøget, bag tremmer. Fredag skal de fem tiltalte efter planen for retten i Aalborg.
Kupforsøget fandt sted klokken cirka 01.15 natten til 16. januar i år. Ifølge anklageskriftet forsøgte gerningsmændene at hive pengeautomaten ud af væggen ved at spænde en wire mellem automaten og en bil, som derefter blev speedet op i forsøget på at trække automaten ud af væggen for at skaffe adgang til pengeautomatens indhold.
Det fremgår af anklageskriftet, at automaten på gerningstidspunktet indeholdt 253.500 kroner. Det hele slog dog fejl, da politiet kom til stedet.
Stak af fra gerningsstedet
I første omgang lykkedes det gerningsmændene at stikke af, men politiet indledte en større patruljering i området. Det førte en lille times tid senere til, at en patrulje ved Tylstrup standsede den bil, som efter politiets opfattelse er identisk med den bil, der blev brugt til forsøget på at trække pengeautomaten ud af væggen.
Bilen blev ført af en yngre rumænsk mand, og politiets efterforskning førte den efterfølgende dag til anholdelsen af yderligere fire mænd. De i alt fem mistænkte, som er i alderen 19 til 38 år og fra Rumænien, blev fremstillet i grundlovsforhør i retten og har siddet varetægtsfængslet siden.
Bliver de fem mænd kendt skyldige ved Retten i Hjørring, vil politiets anklager udover en straf for forsøg på tyveri af særlig grov karakter forlange dem udvist af Danmark.
Det fremgår ikke før sagens start, hvordan de fem mænd forholder sig til politiets anklager mod dem.
Foromtale af retssag
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til fredag 20. maj klokken 9 til 15 i Retten i Hjørring. Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.