Fem millioner til Søren Kjeldsen

Den aalborgensiske golfspiller Søren Kjeldsen vandt søndag golfturneringen Volvo Masters i Spanien.

Søren Kjeldsen tog karrierens anden sejr på golfsportens European Tour, da han søndag vandt sæsonafslutningen Volvo Masters på Valderrama-banen i Spanien.

Søren Kjeldsen sikrede sig søndag den næststørste pengepræmie nogensinde for en dansk golfspiller, da han med en førsteplads ved Volvo Masters-turneringen sikrede sig en check på 708.000 euro eller lige knap 5,3 millioner kroner.

Danskeren førte turneringen lige fra førstedagen, hvor det blev til en fantomrunde på 65 slag. Han lod sig ikke bringe ud af rytmen, selv om dårligt vejr to gange undervejs tvang arrangørerne til at afbryde spillet i en længere periode. Af samme grund måtte Kjeldsen spille hele 30 huller søndag, fordi han først skulle færdiggøre tredje runde, inden han med blot 20 minutters pause blev sendt ud på fjerde og sidste runde af turneringen.

Den begyndte han med et forspring på tre slag til sine nærmeste forfølgere, og selv om tyskeren Martin Kaymer med fire birdies på fem huller i træk bragte sig på omgangshøjde med danskeren, slog Søren Kjeldsen flot igen med to birdies. Og da Kaymer samtidig lavede to bogeys på de tre sidste huller, var vejen banet for nordjyden, der sluttede i en samlet score på otte under par, to slag fra Kaymer og englænderen Anthony Wall på andenpladsen.

Det var Kjeldsens anden sejr overhovedet på Europa Touren. I 2003 vandt han The Diageo Championship på Gleneagles-banen, mens han sidste år var tæt på ved flere lejligheder. Det blev dog kun til tre andenpladser - blandt andet ved Volvo Masters, hvor han tabte i omspillet til englænderen Justin Rose.

Men i år var der altså ingen rysten på hænderne, og Kjeldsen er med sejren sikret deltagelse på Europa Touren de næste fem år i den næsthøjeste kategori 2, hvor Anders Hansen også befinder sig. Samtidig tager han et gevaldigt hop ind i verdensranglistens top 50, nøjagtigt som han vil slutte blandt de 15 bedste spillere på dette års europæiske pengeliste. Det betyder blandt andet, at han er sikret deltagelse i næste års US Open, ligesom han i øvrigt med turneringssejren har sikret sig en plads i næste uges HSBC Championship i Shanghai, hvor de bedste spillere i verden dyster om en samlet præmiepulje på fem millioner dollars.

Søren Kjeldsens præstation overskyggede fuldstændigt de to øvrige danskeres indsats i turneringen, selv om den var ganske hæderlig. Søren Hansen endte på en delt 13.-plads med en samlet score på to slag over par, mens Anders Hansen sluttede som en delt nummer otte med en score på ét slag under par.

Anders Hansen er i øvrigt den dansker, der har vundet flest penge i en golfturnering nogensinde. Det gjorde han, da han vandt BMW PGA Championship i 2007, hvor førstepræmien lød på 725.000 euro.
/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord