Ferie i skoletiden

De fleste skolebørn har fået sommerfri nu. Mange af dem har dog allerede været ude at rejse med familien, før den rigtige sommerferie begyndte.

- Det er nødvendigt, siger mange familier.

- Det er en dårlig ide, mener skolelederne.

Familien Jensen fra Karup ved Sæby er lige kommet hjem fra London.

- Vi tog børnene tre dage ud af skolen i den forbindelse. Vi har også gjort det før, for ellers kan vi ikke få ferien til at gå op og komme af sted sammen. Vi er landmænd og har også sæsonarbejde med jordbærplukning, siger familiefaderen, Claus Jensen.

Han kan godt forstå, at andre kommer med kommentarer, men han synes heller ikke, at det kan gøre anderledes.

Andre er slet og ret blevet fristet af de billige charterrejser i juni måned.

- Der er forskel på at betale 7900 kroner og over 20.000 kroner for os alle fem, siger Jannie Therkildsen, chartergæst i Aalborg Lufthavn og på vej til Mallorca med mand og børn.

Skoleledernes forening advarer dog mod tendensen med at lade børnene komme med på ferie, før de faktisk har ferie.

- Jeg synes man som forældre skal overveje meget, når man tager sine børn ud af skolen. Sociale og fysiske aktiviteter som for eksempel rundbold har også en stor betydning for fællesskabet. Man runder også en periode, et skoleår, af. Det er ikke lige meget. Børn skal lære at afslutte ting ordentligt, siger Claus Hjortdal, formand i Skoleledernes Forening.


Seneste nyt

fra Nordjylland