Feriecenter har fået fitnesscenter med havudsigt - Pris: Fem millioner

Foto: Skallerup Seaside Resort

Feriecenteret Skallerup Seaside Resort har åbnet et nyt fitnesscenter med havudsigt til en pris på fem millioner kroner.

Gæsterne på Skallerup Seaside Resort kan fremover nyde udsigten til Vesterhavet, mens de sveder igennem på løbebåndet eller i romaskinen. Det nordjyske feriecenter har nemlig bygget et fitnesscenter med havudsigt til en pris på fem millioner kroner.

- Vi har bygget det, fordi vores gæster har efterspurgt bedre muligheder for at dyrke fitness. Det var oplagt, at der skulle være havudsigt, og vi tror, at vi har det fitnesscenter i Danmark, der har den flotteste udsigt, siger salgs- og marketingchef for Skallerup Seaside Resort, Mette Green Clausen, i en pressemeddelelse.

Der er tale om et 400 kvadratmeter stort fitnesscenter i to etager, som ligger få hundrede meter fra Vesterhavet. Centeret er en tilbygning til feriecentrets sportshal og legeland.

- Fitnesscentret er samlet set vores største investering i de seneste fem år, og det passer rigtig godt sammen med vores spa- og wellness-afdeling Romulus. Først kan gæsterne gå i fitnesscentret, og så kan de gå i Romulus og få massage, siger Mette Green Clausen.

Har du et godt tip?