Feriegæster mødt af brændende sommerhus

Foto: Daniel Mikkelsen

Et sommerhus i Lønstrup har fået store materielle skader efter en brand torsdag eftermiddag.

En familie fra Sjælland, der skulle tilbringe nogle dage i et lejet sommerhus i Lønstrup fik en uventet og ærgerlig start på ferien torsdag.

Det hus de havde lejet, stod nemlig i flammer, da familien kom frem torsdag eftermiddag. Nordjyllands Beredskab var igang med at bekæmpe flammerne, men allerede inden arbejdet var overstået stod det klart, at familien ikke kunne få base i huset på Buskrenden i Lønstrup.

Læs også Brand på campingplads i Egense: Vej blev spærret og færgesejlads indstillet

Alarmen om brand indløb klokken 13.01, og da indsatsleder Jesper Ludvigsen nåede frem sammen med sit mandskab fra brandstationen i Hjørring havde flammerne godt fat i huset.

- Der var gået ild i den sydvendte gavl, og flammerne havde så bredt sig til en sofa og andet møblement inde i huset. Det var faktisk ikke så nemt at slå branden ned, for sådan en sofa er polstret med materiale, der brænder rigtig godt, fortæller indsatslederen.

Det største arbejde var dog efterslukningen, for ilden havde bredt sig til selve konstruktionen og løb inde i den.

- Vi er først blevet færdige med at pakke sammen nu (klokken 14.45 red.), så der har da været arbejde nok, siger Jesper Ludvigsen.

Årsagen til branden kender han ikke, men han oplyser at der ikke har boet nogen i huset den sidste uges tid. Derudover kan han sige, at der på den gavl, hvor halvdelen nu er brændt væk, er en del el-installationer, der muligvis spiller en rolle i forhold til branden.

Hvordan ferien for den sjællandske familie nu kommer til at forløbe ved indsatslederen ikke, men han formoder, der bliver taget hånd om den ved det udlejningsselskab, der lejer sommerhuset ud. 

Læs også Brand i Mariager: Bygning brændte helt ned

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord