Stort hotel- og kursuscenter får nye unge ejere: - Vi springer ud i det med begge ben
Thera Kratz Johansen og Michael Dissing er de nye ejere og forpagtere af Hotel BramslevGaard.
Thera Kratz Johansen og Michael Dissing på henholdsvis 25 og 27 år kunne 1. januar køre ind ad indkørslen til deres nye hotel, BramslevGaard. Og med familien i ryggen skal den gamle gård nu drives som familieejet virksomhed – med det unge par i front.
28 værelser, 63 hektar jord, restaurant og konferencelokale vil umiddelbart lyde som en stor muldfuld for de fleste. Det er dog ikke noget, det unge par mener, de ikke kan gabe over. For med nøglerne i hånden og de gamle ejere halvt ude af døren, må parret Thera Kratz Johansen og Michael Dissing gøre klar til en helt ny hverdag.
- Vi springer direkte ud i det med begge ben. Der kan vi jo så trøste os lidt med, at det gjorde de tidligere ejere Jørgen og Lene også. Så hvis de har kunnet gøre det, tænker jeg; så må vi også kunne gøre det, lyder det, med et smil på læben, fra Michael.
Sammen med det unge par stiftede Theras familie et anpartsselskab, som købte stedet. Salgsprisen er hemmelig, men den gamle gård blev tilbage i februar 2021 sat til salg til den nette sum af 35 millioner kroner. Driften skal det forlovede par nu stå for med hjælp fra BramslevGaards 11 ansatte, der forbliver på hotellet.
Et vemodigt farvel
Det store hotel har holdt stand de sidste 32 år med ægteparret Lene og Jørgen Bidstrup som ejere og forpagtere. Og selvom ægteparret selv tog beslutningen om at sætte BramslevGaard til salg, var det ikke just nogen nem beslutning at tage afsked med hotellet.
- Det er vemodigt men samtidigt også fantastisk. Vi har jo valgt at sætte det til salg, og det er ikke noget, vi valgte over natten. Det var en proces, det har taget lang tid. Egentligt havde vi regnet med, at vi nok skulle være her, indtil vi skulle bæres herfra, men nu er det gået lidt hurtigt, og vi synes egentligt, at det føles rigtig dejligt, fortæller det gamle hotels tidligere ejer Lene Bidstrup.
Et fuldtidsjob 365 dage om året
For mange er 1. januar synonym med tømmermænd, takeaway og en god film. Så stille gik det dog ikke for sig hos Thera og Michael, der allerede fra årets første dag måtte spænde snørebånd og trække i arbejdstøj.
Det unge par er begge uddannede receptioniser ved Hotel Conwell Kellers Park i Vejle, og det er uden sammenligning den største opgave, de hidtil har påtaget sig. En opgave der kræver masser af vilje og gåpåmod, for det er ikke et job, man, ifølge BramslevGaards tidligere ejer Jørgen Bidstrup, kommer sovende til.
- Man kommer ikke sovende til at drive et hotel, det gør man altså ikke. Det er jo tidlig morgen, sen aften, og i princippet er det 365 dage om året.
Gåpåmod er heldigvis ikke en mangelvare hos det unge par, og de frygter ikke for hverken hotellets eller deres egen fremtid.
- Vi er sikre på, at vi kan få det her til at fungere på bedst mulig vis. Vi har arbejdet sammen før, så selvfølgelig kan vi det igen. Det er selvfølgelig Thera, der er chefen, så jeg skal lige indordne mig, lyder det grinende fra Michael.
Første prøvelse venter allerede få dage efter overdragelsen af hotellet, hvor parret kan se frem til at tage imod den første store gruppe gæster.